Alfabet: H....

Denne uges alfabetleg er nået til H - som for mig står for Horusøjet. Det er uden nogen tvivl mit yndlingssymbol, som jeg i lang tid havde i et smykke om halsen, jeg havde købt i Aswan - desværre forsvandt det under den sidste flytning.

Symbolet stammer fra legenden om Isis' og Osiris' søn, Horus, som mistede et øje i kampen mod sin onkel Seth for at hævne sin fars død. Seth trak hans øje ud, skar det i seks stykker og smed dem i Nilen. Men guden Thot fiskede dem op igen...

Aritmetisk giver øjet i sin helhed en enhed, som i det gamle Egypten blev brugt som målestok - men som samtidig er baseret på gamle tekster. Den samlede enhed var en hekat - men opdelt på den smukkeste måde mellem de seks enkelte dele:

• 1/2 udgjort af højre side af øjet (også formet som en næse) symboliserer lugtesansen
• 1/4 udgjort af iris symboliserer synssansen
• 1/8 udgjort af øjenbrynet symboliserer tanken
• 1/16 udgjort af venstre side af øjet, som peger ud mod øret, symboliserer høresansen
• 1/32 udgjort af "krøllen" symboliserer smagssansen
• 1/64 udgjort af det lille "ben", der rører jorden symboliserer følesansen

Men det giver ikke en enhed... der mangler 1/64; og dette skulle symbolisere Thot's hjælp for at fortælle os dødelige, at ingen er perfekte!

Det er meget mere komplekst end som så - og jeg er ikke matematiker! Men jeg synes, at det er et smukt symbol med alle de enkelte dele og den overordnede tanke om, at vi i os selv ikke kan være fuldendte... det er en god og sund tanke at have med sig. Derfor var jeg meget glad for det lille vedhæng - og en dag finder jeg forhåbentligt et nyt.

Du kan se andre eksempler på H i Petunia's leg her!

Pænt bede om....

Som daglig rejsende i byens offentlige transportmidler kan man ikke undgå at blive konfronteret med tiggere. Jeg har vist været inde på det før... jeg har intet imod at give; når det foregår på en pæn måde - og når jeg er ret sikker på, hvad pengene bliver brugt til! Men dem, der pænt beder om, de får gerne en skilling...

Der er nemlig flere typer af tiggere... og de aggressive, der absolut skal hen og røre ved dig og tvinger dig til at holde på hat og briller - dem bryder jeg mig absolut ikke om. Det er også i denne gruppe af tiggere, at man finder alle de romaer, som desværre ikke udelukkende benytter tiggeri som indtægtskilde - for sidst på dagen at blive hentet af en stor Mercedes!

Men så besluttede sporvognsselskabet/metroen sig for at gøre noget ved det! Først startede de for nogle uger siden med en besked over højttaleren, der proklamerede, at tiggeri er forbudt. Det er det muligvis - men det er ikke forbudt, at staten lader de fattige arbejdsløse i stikken?

For yderligere at afholde de mere ivrige, som spiller mundharmonika, violin og deslige - startede de så på at udbasunere høj musik på samtlige stationer; sikkert i den tro, at den uundgåelige kakofoni ville demotivere selv den mest sultne musikelsker fra at konkurrere med det. Desværre lader det til, at sporvognsselskabets DJ har en udtalt præference for popmusik fra 1970'erne og 1980'erne - ABBA ligger højt på hans liste, har jeg erfaret. Det er ikke alle morgener man gider det... faktisk vil jeg hellere have en stille violonsonate til at vække mig.

Forleden dag lancerede de så næste trin i raketten... for de mener det nemlig alvorligt gør de; og måske nogle af tiggerne ikke havde spidset ørerne, da det blev sagt i højttalerne? De proklamerede, at de fra på mandag ville fjerne samtlige tiggere. Ikke noget voldeligt selvfølgelig! Bevares! De ville bare pænt bede dem om at forlade stationen - og hjælpe dem på vej, hvis de skulle have glemt, hvor udgangen var.

Det skabte selvfølgelig en del opmærksomhed i medierne - fra et PR-mæssigt synspunkt kan man jo nok hurtigt se, at det at publicere sådan en besked lige når frosten sætter ind, ikke styrker ens image! Der kom en så heftig debat i medierne, at de selvsamme aften kom med et dementi - det var slet slet ikke sådan det skulle forstås. Men muligvis ser tiggerne ikke hele den debat? Jeg tvivler på, at de bruger deres penge på en avis - eller på en internetcafé?

I skyttegravene....

Det er snart hundrede år siden det startede - og det er mange mange år siden, at det sluttede. Men vi fejrer! Ikke så voldsomt som sidste år; men til gengæld er det lykkedes Sarko at hive Angela med hjem fra Berlin forleden aften, så hun denne gang står ret foran den ukendte soldat på Champs-Élysées uden nogen slinger i valsen - noget for noget! Gaderne er ryddede og tv-sendefladen ligeledes for at transmittere ceremonien, som på trods af den svigtende nyhedsværdi trækker massive menneskemængder til.

I Belgien er det lidt mindre pompøst - vi halter altid efter storebror Frankrig; men der lægges kranse ved vores lidt mere ydmyge monumenter og dagen igennem vises der udsendelser fra dengang. Men det er og forbliver en helligdag, hvor vi mindes i stedet for at arbejde!

På denne side af Kanalen bruger vi at hæfte en kornblomst i knaphullet - som Tina beskrev, så er det i England, en valmue... les bleuets og the poppies. De to blomster er blevet symbolet for den krig, fordi det efter sigende var de eneste planter, der stadig formåede at trænge igennem den krigshærgede jord på de belgiske og franske slagmarker. Det var de eneste farvepletter soldaterne så i al deres elendighed.

Skal man blive ved med at fejre det? Der er ikke længere nogle overlevende soldater fra dengang - men nu vejres der med EU-flag; i år er det første gang nogensinde, at en tysk kansler deltager og den tyske nationalsang spilles under Triumfbuen - og alene det er for franskmændene et stort symbol efter en tung fortid mellem de to lande.

Endelig skal man ikke glemme, at uanset 1789, så elsker franskmændene alt, der lugter lidt af kongerøgelse... og i dag får de lejlighed til at hive hele artilleriet af uniformer, flag og troubadourer frem...

Suppedage....

Mandage er vist blevet til suppedage her i huset... eller i hvert til produktionen; for efterfølgende er der jo til flere dage. I dag gik hjem fra kontoret ved frokosttid for at arbejde hjemmefra - varmen virkede ikke på kontoret, og gårsdagens sol var afløst af gråvejr og kulde.

Så for at kompensere for den kulde, der havde nået at trænge sig ind til rygmarven, blev der produceret supervitaminsuppe. Gulerods-appelsinsuppe med den uundværlige ingefær, lidt løg og bladselleri. Opskriften anbefalede crème fraiche i den til sidst - men det er jeg ikke så vild med i supper; det blev til lidt frisk gedeost rørt op med en spiseskefuld 0% fromage frais og masser af frisk koriander. Gedeosten smagte perfekt til de lidt mindre voldsomme grøntsager!

Det må da give lidt modstand til vinterbaktusserne, som har tænkt sig at forfølge os hele ugen tilsyneladende!

Perfekt til at sidde inde i varmen og se alle de mennesker, der står ude i regnen i Berlin. Den, der ser mest glad ud, er vist lille Sarko... endelig har han fået hæderspladsen ved siden af Angela - og Obama er der ikke til at pirre hans ego og stjæle rampelyset! Jeg må hellere se hans tale - bare for at se om han også føler sig som en berliner... eller bare som en croissant, der er pustet op af luft!

Efterårssol med lopper....

Søndag morgen strålede solen; og der var en hel lang dag, der skulle bruges udendørs kunne jeg hurtigt se. Jeg gik hele turen ind til centrum og ned i Marolles-kvarteret - det er det tidligere rigtige arbejderkvarter i byen, som i dag er en fantastisk blanding af nyt og gammelt. Det er også et af de få steder i byen, man stadig kan høre brusseleer, som er en dialekt, der tales udelukkende i Bruxelles. Selv forstår jeg intet af det - men det illustreres fint ved gadeskiltene i den del af byen - det blå er de officielle med det franske og flamske navn; ved siden af hænger de hvide skilte med de navne, beboerne selv har givet de forskellige gader.

På denne plads er der hver dag året rundt loppemarked, hvor der sælges alt fra meget sjældne bøger... som den, jeg nu ærgrer mig over jeg lod ligge, fordi jeg ikke er god nok til at forhandle... til brugt tøj, vist ikke helt lovlige kopier af film og det sædvanlige, som kan variere fra ægte fund, hvis man forstår sig på det - til ganske almindeligt ragelse!

Man kan jo også købe sig en rullestol... hvis man nu bliver rigtigt træt i benene undervejs!

Kvarteret deler sig over to parallelle gader, som forbindes af alverdens små brolagte gyder, hvor man stadig kan finde bittesmå restauranter, som sikkert ville afskrække mange danskere set udefra... men de serverer det ægte belgiske køkken, og der er en herlig stemning med harmonikaspillere og folklore, som er forsvundet i Danmark for årtier siden.

De to store gader er kendte for 'antikvitetsforretningerne' - det er rene Ali Baba's huler, hvor man kan finde alverdens utrolige ting. De er som regel flere tusind kvadratmeter store, og er et rent virvar, hvor man skal lede godt.

Man kan købe hele dørpartier nedpillet fra gamle huse i byen - Art Deco eller Art Nouveau glasmosaikker; hvis man skal istandsætte et gammelt hus er disse forretninger stedet. Ellers er det bare underholdende at gå og rode og gætte sig til, hvad de forskellige ting skulle bruges til.

Denne forretning er i fire etager - med skrammel og guld; flot istandsatte dyre møbler eller dem, man selv kan tage med hjem og male om. Jeg var lige ved at falde for en bedestol - ikke til brug, men blot til at stå i entréen... igen lod jeg det være ved fristelsen!

Der er forretninger specialiseret i afrikansk kunst, 1960'er psykedeliske møbler, gamle badekar på løvefødder, marokkanske lamper, Louis den-ene-og-den-anden-møbler... moderne kunst, gammeldags barbersaloner, der stadig fungerer og moderne lofts i den ene ejendom, og ved siden af et hus, der er ved at falde i ruiner, men bebos af de ældre, som ikke vil ud af kvarteret.

En solrig søndag som denne var der flere mennesker end på Strøget i julehandlen - ved middagstid var det ikke til at finde et bord på fortovscaféerne; mange benyttede chancen til at få sig et par friske østers tilberedt på gadehjørnet med et glas kold hvidvin til...

Børnene tiggede om friskbagte vafler fra vaffelvognen, som sendte liflige lokkende dufte op gennem gaden...

Og nogle lod sig blot friste til en bakke fritter fra en af byens - omend ikke bedste - så i hvert fald mest kendte frites-boder; for nogle år siden brændte den helt ned - olien var vist blevet for varm. Men nu er den her igen - og den ser ikke mere moderne ud af den grund. Man køber sin bakke i avispapir, og indtager dem i solen under platanerne op ad kirkemuren, som er bagvæg for frites-boden nærmest.

Jeg fandt et bio-suppekøkken og fik sen frokost inden jeg spadserede en anden vej hjem. Det blev til fire timers gåtur og knap 10 km - og hjem kom jeg uden et eneste indkøb. Selvom jeg ærgrer mig over bogen...

Alfabet: G....

Denne uges bogstavleg er nået til G... som står for Guldbørn hos mig!

Jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig har været typen, der gik helt amok, når jeg så en barnevogn - eller for den sags skyld kollegers babyer. Selvfølgelig er de søde - men derudover kunne jeg ikke føle noget specielt forhold til det. Alt det ændrede sig selvfølgelig, da jeg blev moster - og gudmoder til de to største. De er mine gudbørn og mine guldbørn!

Det første guldbarn kom til verden den 11. juli 2002 - det var en meget særlig dag. Om morgenen ringede søster for at sige, at nu var det ved at være tid - og samtidig drog eks'en til Lyon, hvor hans morfar lå for døden. Jeg sad og ventede på besked om det ene og det andet - og først kom guldbarnet med stor fart og senere på dagen blev vi et menneske fattigere.

Jeg mødte ham først nogle uger senere, og allerede første gang jeg holdt ham i mine arme var det noget helt andet selvfølgelig. Det smukkeste barn i verden og alt det der! Måske ikke lige den dag han skulle døbes... der underholdt han hele kirken med sine skrig, og var ikke særlig mosterglad!

Den 17. februar 2004 kom næste guldbarn - endnu hurtigere end den første! Han blev hele seks uger gammel inden jeg nåede at se ham, og han levede op til sin storebrors opførsel i kirken. Det tegnede ikke helt godt for mostergerningen.

Men de blev faktisk helt glade for moster efterhånden. Uden dem var der ingen Nille - jeg havde aldrig været Nille før; men det andet var for svært at udtale... og jeg tror, at det bliver trist den dag de er så store, at jeg ikke hedder Moster Nille.

Moster Nille er også en skæg størrelse for dem... jeg er der jo ikke hver dag; men alligevel har jeg en rolle i deres liv. Da ældste var mindre var det et meget diffust koncept for ham, og på et tidspunkt pegede han på hver en flyvemaskine i luften og råbte begejstret "Moster Nille" - for jeg kom jo med flyveren, og når jeg ikke var der, fløj jeg sikkert rundt og rundt og rundt. En anden gang ankom jeg, og han åbnede døren og kiggede lettere skuffet ud på villavejen... og kunne ikke forstå, hvor flyveren var.

De er meget forskellige - af udseende og af sind. Den ældste har meget af min far i sig synes jeg - de store brune øjne, smilehullerne og hans udprægede trang til udendørsliv. Han er et lille naturbarn og han giver verdens bedste kram!

Den næste er en rigtig klog lille dreng - en guldgrube af underfundige spørgsmål og tanker flyver gennem hans hovede; og man kan komme langt omkring i samtalerne med ham. Han kan huske alverdens ting og alting gemmes; man kan ikke narre ham til noget!

Der er tit kamp om moster, når jeg er hjemme... heldigvis har jeg to sider, man kan sidde ved siden af ved bordet - men det er sværere at skulle lege på to værelser med forskellige ting. Moster skal ind og sige godnat mange gange hver aften - og hvis hun kunne, skulle hun helst sove i deres seng også. Der er altid stor gensynsglæde og når en hjemrejse nærmer sig, er moster vist lige så utålmodig.

Nu er der en lille pige - ikke et gudbarn, men absolut også et guldbarn... som også skal lære at sige Moster Nille om nogle år.

Næste gang vi ses bliver til jul... og om jeg glæder mig! Jeg glæder mig også til, at de måske en dag kommer ned og besøger moster - det er nogle af de ting, man går glip af ved at være langt væk. Til gengæld har de førsteprioritet når jeg er hjemme... mine elskede guldbørn.

Du kan se andre G'er hér!

I fare eller i fart....

Endnu et afsnit i legenden om belgisk logik... de formår stadig at forbløffe mig, må man sige!

Nå, men den gamle elevator - som faktisk optrådte i medierne igen for et par uger siden i sin egenskab af nationalt klenodie - den når måske alligevel ikke at blive superstar, som turistbusserne skal valfarte til for at prøve for en symbolsk sum.

I går aftes da jeg kom hjem var døren overklistret med et brev farvet til i diverse farver for at understrege sagens alvor! Den var lukket af de øverste elevatormyndigheder på grund af faretruende slitage på bremser, trisser og hvad ved jeg - så den udgjorde en fare for passagererne. Nu har vi jo faktisk også en serviceelevator - fra dengang nogle var for fine til at tage elevator sammen med nogle mindre fine - men i følge brevet er det primært den "fine", der er problemer med. Ergo er den anden altså heller ikke helt tip-top!

Det interessante i denne faretruende advarsel er, at de har foretaget inspektionen den 28. oktober - sidste onsdag! Samme dag har de besluttet, at vi alle kan falde ned og dø... men først den 4. november bliver brevet sat op! For det er jo sendt med brevpost selvfølgelig - ingen grund til at sende per email for den slags bagateller.

Som et lille PS! forneden har ejendomsformanden tilføjet, at de vil indhente et tilbud på reparation! Er det nu fakultativt? Eller skal vi samle sammen til en ny bremse - eller gå fra trykte medier til fjernsyn?

Nu har jeg altid drømt om at springe i faldskærm - men måske ikke med en trækasse som ballast... og det skulle jo give rigtigt flotte skanker at gå op til niende sal!

Endelig skete der jo det - som jeg nærmest forventede - her til morgen var der påført endnu nogle arrige kruseduller på brevet. Brevet er skrevet på fransk... og som med andre kommunikationer i ejendommen får det med det samme de par flamske beboere til at fare i flint og smide rundt med beskyldninger.... men en lukket dør kan de vel forstå? Men det er jo alle de principper! Dem kan vi jo som sædvanlig bruge meget lang tid på at diskutere imens vi overvejer om vi skal reparere elevatoren... den kan pludselig blive meget irrelevant i denne affære, har jeg på fornemmelsen.

Suppekøkken....

Belgien er et stort suppekøkken - de elsker simpelthen suppe, og det er yderst almindeligt, at man spiser varm suppe til frokost året rundt. Man køber suppen og har selv sine hjemmesmurte klemmer med som tilbehør.

Det var en vane jeg overhovedet ikke forstod, da jeg først flyttede herned - og slet ikke om sommeren. Jeg kunne ikke forstå, hvordan en supperestaurant kunne overleve i sommermånederne. Men efterhånden må der være sneget sig lidt belgier ind i mig; for jeg synes, at det er den bedste - og nemmeste - frokost om vinteren.

En gang imellem laver jeg da også suppe hjemme; men det kan dårligt betale sig med de lækre supper man kan få for ingen penge - og med lidt større afveksling end når jeg skal spise den samme suppe tre dage i træk, fordi fryseren er mikrolille.

Samtidig er der så mange madblogs - der er meget bedre til den slags end jeg er; men i går aftes lavede jeg simpelthen en fantastisk suppe.

En dejlig vintersuppe men med masser af eksotisk smag - vanille, kommen, ingefær, hvidløg, fiskesauce, kartofler og porrer... og til sidst blendet med citronsaft og masser af frisk mynte, inden den blev hældt i tallerkenen og dryppet med sojasauce. Den var faktisk hevet ud af et dansk ugeblad - men da jeg kun havde den lille firkant, kan jeg med gode grunde ikke finde hvilket.

Der duftede skønt af mynte hele aftenen - og mine kolleger bliver da grønne af misundelse, når de skal dufte til den opvarmede rest til frokost!

Søndagsstilhed....

En højhellig søndag med helligdag og ingen kirkegårde at besøge... det blev til en gåtur pakket godt ind; det blæser utroligt meget synes jeg. Det var ikke en fornøjelse - udover den, det altid er at få frisk luft i hovedet.

Til gengæld blev der så tid til rengøring i de kroge man ikke kommer hver uge! I en gammel lejlighed som min hober støvet sig op de mest mærkelige steder. Blandt på fyldningsdøren, som skal have vasket støvet af i alle hjørner. På trods af min ikke enorme lejlighed, så er der - udover den moderne hoveddør - de dobbelte fløjdøre ind til stuen og ikke mindre end otte andre døre.

Ligesom andre ting i lejligheden er der ting, som stammer fra den blev bygget - og som man ikke må røre ved eller udskifte. Blandt andet de mange forskellige håndtag - hver dør har næsten forskellige; og de er forskellige i samme dør på hver side. Enten har der været en morsom arkitekt eller lagersalg i 1930'ernes byggemarked. Det ser egentlig lidt sjovt ud - men samtidig er de på trods af slid og alder så charmerende i deres forskellighed.

Jeg har aldrig boet i en supermoderne lejlighed - i Danmark var min første lejlighed min mormors istandsatte; men den var jo gammel. Hernede har det også været i gamle huse - der, hvor jeg boede inden jeg flyttede hertil, var der 4m60 til loftet i stuerne og soveværelset. Det eneste moderne var, at der oven på køkkenet var bygget et badeværelse - så der var to "normale" rum oven på hinanden i samme totale højde som stuen. der blev ikke hentet støv i alle hjørner hver dag!

Men den gamle stemning, hvor man kan fornemme, at der har været levet blandt væggene elsker jeg... den passer fint til mig. Bortset fra de dage, jeg bander over alle de krummelurer, der skal støves af selvfølgelig... men nu skinner det hele med al sin patina!

Alfabet: F....

Mit F må nødvendigvis stå for Frankrig!

Jeg tror, at min første fransktime i gymnasiet var en åbenbaring for mig. Jeg elskede det fag og jeg havde meget nemt ved at lære det. Jeg gjorde meget mere ud af det end man forventede af mig... som da vi skulle skrive en stil - eller forsøge at konstruere et par sammenhængende sætninger i hvert fald. Jeg skrev 6 sider dybdegående analyse af Sartre's "Huis clos" - som jeg sikkert ville more mig meget over i dag; men jeg kom da ud af gymnasiet med topkarakter i fransk.

Nogle gange tror jeg, at det er rene tilfældigheder, der kan få en overskyggende indflydelse på ens liv. Jeg tog til Paris som au pair i 1987, og så var mit franske jo ikke længere så imponerende - faktisk forstod jeg ikke ret meget. Jeg har aldrig senere taget fransktimer - men de to år i Paris lærte mig sproget til bunds. Så meget, at folk stadig hører pariseraccent i mit franske - og de fleste belgiere tror, at jeg er franskmand. Jeg begyndte at læse franske bøger, og mens jeg læste kiggede jeg på ordene og grammatikken, og lærte det på den måde.

Siden da har Frankrig (og fransk) været en integreret del af mit liv. Jeg kom hjem i 1989 og mødte et par dage efter en franskmand i Danmark - så det blev til tre års rejsen frem og tilbage. Da jeg var færdiguddannet startede jeg med at arbejde i en fransk virksomhed - og rejste igen flere gange om måneden til Frankrig; og arbejdede i en periode i 1997 også nede på hovedkontoret.

Så da jeg i 1998 mødte endnu en franskmand var det ikke noget problem for mig at flytte til Belgien, hvor han boede. Jeg var jo ikke afskrækket af sproget eller kulturen. Selv om jeg bor i Belgien læser jeg franske aviser, ser franske nyheder og i dag tænker og drømmer jeg på fransk. Jeg elsker det franske sprog og dets mange nuancer og finesser; at lege med sproget på en måde, som jeg ikke gør på dansk - fordi det franske sprog er uudtømmeligt, og jeg lærer stadig nye ord.

Nogle dele af mig er mere franske end danske; visse skikke og vaner er udelukkende franske - andre er absolut danske. Det er ikke 'frankofil' - det er man jo snart bare man har spist en croissant. Det er en identitet; en fælles kultur - at kende forskellene mellem en franskmand fra Paris eller Lyon; at kunne spille TP måske bedre på fransk end dansk; at forstå det indforståede. Jeg ville helt sikkert føle mig amputeret, hvis jeg boede et sted, hvor ingen talte fransk.

Men hvis jeg var taget til Italien i stedet for Frankrig dengang - eller aldrig var rejst fra Danmark - så havde mange ting måske set helt anderledes ud.

Du kan se andre eksempler på F hér...